Nu er der snart gået fire år, siden den kontroversielle amerikanske præsidentvalgkampagne i 2016, hvor begrebet ”Fake News” blev hvermandseje.

Imidlertid er der ikke meget, som tyder på, at ”Fake News” i dag er blevet degraderet til ”Yesterday’s Days”.

Der er allerede rapporter om, at Demokraternes primærvalg i USA bliver forstyrret af vildledende oplysninger og manipulerede nyhedsklip, der bliver spredt til millioner af mennesker gennem blandt andet præsident Donald Trumps Twitterkonto.

Også coronavirussens spredning i den sidste måneds tid har været akkompagneret af rygter, konspirationsteorier og virale anbefalinger af tvivlsomme lægemidler på de digitale sociale medier.

Fx har aktører i den danske sundhedsbranche som den omstridte Milena Penkowa udspredt oplysninger, om at indtagelse af C-vitamin kan bruges til at ”bremse” effekterne af den frygtede virus.

Samtidigt florerer heftige konspirationsteorier, der hævder at coronavirussen er produceret i et amerikansk laboratorium med det formål at skade den kinesiske økonomi – eller at den i virkeligheden er en skrøne, skabt af Demokraterne i kølvandet på den mislykkede rigsretssag mod præsident Trump.

Historisk udfordret grænselinje

De uklare grænser mellem nyheder, rygter og decideret misinformation er imidlertid ikke et fænomen, der er unikt for den digitale æra.

Som den amerikanske historiker Heidi Tworek for nylig har konstateret, har disse grænser altid været porøse og omtvistede. Dette gælder ikke mindst for situationen på nyhedsfronten i de sidste cirka 150 år, hvor de moderne nyhedsmedier og medieteknologier er vokset frem – fra telegrafen via radioen til Facebook og Fox News.

"Fake news" spredes over verden. Amerikansk karikatur fra 1894. (Wikimedia Commons)

Historisk set plejer grænselinjerne mellem empirisk baseret nyhedsformidling og andre, mere uverificerede former for viden, at være særligt udfordret i perioder, hvor:

1. Nye medier og kommunikationsteknologier underminerer magtrelationerne på det eksisterende mediemarked, fx radioen i mellemkrigstiden og internettet i vores egen tid;
2. Konflikter, krig og samfundsomstyrtende kriser gør det eksisterende medielandskab til en decideret slagmark, hvor magtfulde aktører kæmper om vores ”hjerter og sind”, fx Münchenkrisen i 1938 (hvor Nazityskland erobrede Tjekkoslovakiet) og migrantkrisen i 2015.

Aldrig mere propaganda

Som jeg har skrevet om i tidligere dele af denne føljeton, var 1. verdenskrig en krise, der fik enorm betydning for fremvæksten af den moderne propaganda og det, vi i dag kalder for falske nyheder.

Kombinationen af en boomende dagspresse og voksende læsekyndighed i Europa gjorde det attraktivt for de krigsførende parter at bruge avisernes udlandssektioner til at påvirke opinionen ved at snige propagandastof ind skjult som nyhedstelegrammer.

Denne brug af medierne og de underliggende teknologier blev imidlertid stærkt miskrediteret i årene efter Versaillesfreden i 1919, hvor verden skulle bygges op på ny efter krigens ødelæggelser.

Den amerikanske telekommunikationsekspert Walter S Rogers, der under fredsforhandlingerne indgik i præsident Woodrow Wilsons delegation, skrev i et brev til en dansk diplomat, at en grundforudsætning for realiseringen af en bestandig fred var kommunikationskanaler, som muliggjorde ”frie strømme af informationer”.

Det var altså livsvigtigt for verdens fremtid, at den globale infrastruktur for transnational kommunikation blev opdateret med nye kabler, flere radiosendere og et uddybet internationalt samarbejde.

Men det krævede også noget mere, mente Rogers.

Det var nemlig alfa og omega, at verdens magthavere ophørte med at misbruge de grænseløse kommunikationskanaler til at sprede hadefuld propaganda.

En æter fri fra had

Rogers idéer var helt på linje med den officielle amerikanske udenrigspolitik, som på dette tidspunkt i historien blev drevet af en stærk idealisme med fokus på det internationale samarbejde.

Men visionen om at internationalisere kommunikationens infrastruktur faldt på grund af modstand fra de europæiske stormagter.

Woodrow Wilson (t.h.) under fredsforhandlingerne i Paris, flankeret af kollegerne Georges Clemenceau og David Lloyd George fra Frankrig respektive Storbritannien.

Derimod levede den videre indenfor Folkeforbundet: den internationale organisation for fred og samarbejde, som blev stiftet i 1919 på initiativ af præsident Wilson og i alt væsentligt var en forgænger til vore dages FN.

Organisationen tog en lang række initiativer til at holde 1920’ernes ekspanderende radiokommunikation fri fra den konfliktskabende propaganda, som havde forgiftet de internationale relationer under 1. verdenskrig.

Fx oprettede Folkeforbundet sin egen radiostation på schweizisk territorium. Ifølge planen skulle den bruges til at lette mellemstatslig kommunikation i perioder, ”hvor en krise er under udvikling”.

Baggrunden var en bevidsthed blandt Folkeforbundets arkitekter om, at den mangelfulde kommunikation mellem Europas stormagter efter skuddet i Sarajevo i sommeren 1914 var en vigtig årsag til udbruddet af 1. verdenskrig.

Ukorrekte udsagn i kritiske situationer

Folkeforbundets radiostation blev aldrig en succes.

Derimod lykkedes det den i dag noget udskældte organisation at få vedtaget en international konvention mod falske nyheder i radioen.

Året var 1936, og aftalens fulde navn lød International Convention concerning the Use of Broadcasting in the Cause of Peace.

De indledende artikler indeholdt forbud mod radiospredning af revolutionær og krigshetzende propaganda, mens de efterfølgende var mere generelle og handlede om ”ukorrekte udsagn” (”incorrect statements”) i æteren.

Særligt paragraf 4 er interessant for os i dag, eftersom den fokuserede på spredning af falske informationer i kritiske samfundssituationer.

I ”tider med kriser” var det særligt vigtigt, at verdens radiostationer kunne sikre, at der kun blev transmitteret korrekt information i forhold til de internationale relationer.

Det var de aktører, der transmitterede informationen, der skulle verificere det faktabaserede underlag – ”by all means within their power” – men det var de nationalstatslige regeringer, som ifølge konventionen var ansvarlige for, at æteren blev holdt fri for udsendelser, der kunne få en krise til at eskalere.

Kildekritik afgørende når krisen rammer

1930’ernes konvention mod falske radionyheder handlede primært om sikkerhedspolitiske kriser.

Altså den type af kriser, som successivt efter 1936 trak jordens stater ned i endnu en altødelæggende verdenskrig.

Alligevel synes jeg, at der er elementer i Folkeforbundets radiokonvention, som giver mening i en nutidig sammenhæng.

Fra historisk perspektiv er det nemlig krystalklart, at lige det der med at verificere og faktatjekke informationer bliver særligt vigtigt i perioder med akutte kriser, fx en finanskrise, et cyberangreb eller en global pandemi.

Det må blive til mit overlevelsestip #5 i forhold truslen fra de falske nyheder:

Husk at være ekstra kritisk overfor ny information i perioder, hvor KRISEN rammer samfundet, især overfor den information, som du møder på de sociale medier.

Under kriser har vores kommunikationskanaler en tendens til at blive overfyldt af rygter, spektakulære gisninger og misinformation, der på ofte ugennemskuelig vis blandes op med stof fra den almindelige nyhedsformidling.

Desværre er vi alle sammen særligt modtagelige for falsk information i kritiske situationer, hvor forvirring og angst gennemsyrer samfundet.

Heldigvis kan vi nå langt med klassisk kildekritik.

Inden vi reagerer på ny information, kan det fx være fornuftigt med en kort tænkepause, hvor vi hurtigt tjekker de følgende spørgsmål af: ”Hvem er afsenderen af oplysningerne?”, ”Er kilden troværdig?” og ”Er det holdninger eller fakta?”

Og det er altid en god idé at bruge flere af hinanden uafhængige kilder for at undersøge, om informationerne er korrekte.

Fortsættelse følger.