Farvel til eftertanken
Husker I ”plastergate”: En diplomatisk minikrise mellem Danmark og Sverige, hvor omdrejningspunktet var udenrigsminister Kristian Jensens Facebookside? Affødt af tonen i den svenske racismedebat, navnlig en diskussion om hudfarvede plaster, skrev udenrigsministeren, at han ”endnu en gang” var glad for, at han ikke boede i Sverige. Opslaget blev voldsomt kritiseret, og ministeren skrev senere en opdatering, hvor han pointerede, at opslaget var skrevet med ”et glimt i øjet”, og at han egentlig holdt ”meget af Sverige”.
Eksemplet er sigende for vores tid, og for, hvor stor del af vores kommunikation der nu foregår gennem hurtige, digitale kanaler. Vi har omfavnet de teknologiske muligheder, men glemmer vi i vores teknologibegejstring at værne om sprog – og eftertanke?
Graham Greene åbner sin roman “Vor mand i Havanna” med en scene, hvor et telefonrør bliver holdt ud af et vindue. Modtageren i den anden ende af røret kan svagt lytte sig til den eksotiske stemning i en fjern og fremmed storby. Det var den måde, man i slutningen af 1950’erne kunne dele sine oplevelser, hvis man altså ikke satte sig ned og skrev et brev. I dag ville de fleste nok tage en selfie med et glas rom i hånden.
Vi lever i en verden i hastig forandring. Ting, som før hørte til hverdagen, forsvinder. Hvornår har du sidst bladret i Kraks kort, spolet et videobånd tilbage eller skrevet et brev i hånden? For ikke så mange år siden var det en daglig foreteelse at tømme postkassen for at få nyt fra omverdenen. Det gjaldt både som privatpersoner og som borgere i det offentlige system. Sådan er det ikke længere. I 2014 digitaliserede det offentlige sin kommunikation med borgerne, og siden vi i 1999 sendte flest breve til hinanden, er antallet af fysiske breve faldet med mere end 80 %.
Oftest forsvinder ting uden savn, fordi vi har fundet på bedre, hurtigere og billigere løsninger. Men da Post Danmark ved nytår blev nødsaget til at løfte portoen for et fysisk brev, viste de mange reaktioner, at vi slet ikke er klar til at tage afsked med brevet endnu. Men hvorfor? Hvad er det egentlig, vi mister, når brevet som fysisk medie forsvinder fra vores hverdag?
For 25 år siden havde jeg den fornøjelse at fordybe mig i Skagensmaleren P.S. Krøyers breve. Det var en ganske særlig oplevelse at læse en af vores mest betydningsfulde kunstnere over skulderen for at registrere hans samlede, omfangsrige brevsamling. Korrespondancerne med familie, venner og kollegaer gav mig et uvurderligt perspektiv på Krøyers livsværk. For i brevene foldede private tanker sig ud. Her var bekymringer og glæder; stort og småt fra en hverdag, som vi ellers ikke ville kende. Især korrespondancen med kunstnerkollegaen Michael Ancher gjorde stort indtryk på mig.
I 1882 besøgte Krøyer Ancher i Skagen for ved selvsyn at opleve det ganske særlige Skagen-lys. Krøyer malede på en uge skitsen til maleriet "I købmandens bod når der ikke fiskes". Med maleriet trådte Krøyer direkte ind på Anchers enemærker, hvilket var et væsentligt omdrejningspunkt i de to herrers senere brevveksling. Ikke alene mente Ancher, at han havde patent på Skagens fiskere, men den købmandsbutik, som dannede rammen om scenariet, var ejet af Anchers svigerfamilie. Det, der mest generede Ancher, var, at Krøyer fuldendte skitsen på blot en uge. Ancher ville have brugt meget mere tid. I brevene bliver Ancher næsten bibelsk og sammenligner Krøyer med den rige mand, der har alle fårene, men alligevel slagter den fattiges eneste lam. To store kunstneres psykologi, venskab og fjendskab er gemt som et uvurderligt indblik for eftertiden i Krøyers brevsamling.
Som historiker er det en udfordring, at vi i fremtiden ikke vil kunne dykke ned i mange nulevende kunstneres brevvekslinger. Mange af de mest vellykkede biografier, vi er blevet beriget med de seneste år, bygger netop på private håndskrevne tekster. Tænk for eksempel på Louise Zeuthens fornemme biografi ”Krukke” om Suzanne Brøgger, der netop hviler på et kolossalt håndskrevet materiale af dagbøger og breve. Hvis Suzanne Brøgger var ung i dag, ville hendes grænseoverskridende og lidenskabelige liv formentlig ikke kunne tilgås på samme måde, for vores elektroniske korrespondance bevares ikke for eftertiden. Ej heller besidder den digitale kommunikation den samme aura eller eftertanke som breve eller analoge dagbøger.
Det sprog, vi anvender, når vi sender en sms eller mailer, er ikke formuleret med eftertiden for øje. En tekst er nemlig afstemt mediet. Vores elektroniske sprog tager derfor farve af, at vi netop nedfælder det elektronisk på computeren eller mobiltelefonen. Vi forkorter, krydrer med visuelle ’emojies’ eller linker til andre sites. Borte er den lange, afstemte tekst, der bærer et tydeligt præg af afsenderens tid til refleksion. For et brev forpligter afsenderen på en anden måde end en mail. Bare forberedelsen til brevskrivningen gør en forskel og inviterer til, at man gør sig umage. Brevpapiret skal udvælges sammen med kuvert, konvolut og frimærke, og bare det at skulle skrive i hånden gør tanken langsommere, og ordenes vej til papiret bliver derfor ofte mere velovervejede.
Den elektroniske kommunikation repræsenterer en fantastisk mulighed for hastighed. Det spiller ikke længere en rolle, om modtageren sidder i samme by eller på den anden side af jorden. Vi når hinanden med samme hastighed i dag. Det er derfor ikke de teknologiske landvindinger, der i sig selv er en udfordring – dem er der al mulig grund til at omfavne netop for de muligheder, de giver. Men mulighederne har også nogle konsekvenser, som først bliver en realitet for os, når noget, vi tager for givet, kommer til at mangle.
Men hvad gør det, at vi ikke skriver breve, når vi har blogs, mails og mobiltelefoner? Kan kunstnere, politikere og andre personligheder ikke blot lagre deres korrespondancer for eftertiden? Vi ved endnu ikke, hvordan fremtiden vil udvikle sig. Vil alt det, vi gemmer i ”skyen” blive deroppe for eftertiden? Og hvad med overvågningsproblematikken? Får bekymringerne om ’big brother’, der kigger med, os til at lægge bånd på os selv i vores elektroniske korrespondancer?
Samtidig er mailudvekslinger – desværre – alt for sjældent præget af den omhu og omtanke, man finder i breve. Og vi kender det jo også fra os selv. Når vi sender mails ud i en lind strøm, er fokus måske mere på fart end forfinelse, hvorimod det årlige julekort eller lykønskningskort inviterer til omhu og omtanke. På samme måde kan en blog aldrig blive til en dagbog, for de fleste blogs er skrevet med en aktuel eller kontroversiel konflikt for øje. Og hvor dagbogen er en privat og fortrolig samtale med en selv, er bloggen en anonym samtale med mange.
På mails og sms’er farves skriftsproget ofte af talesproget. Derfor er der en række særtræk ved det danske sprog, som vi står til at miste, hvis brevskrivningen forsvinder. Her mener jeg ikke et professionelt skriftsprog, som det i aviserne eller officielle skrivelser fra myndighederne. Her mener jeg vores måde at skrive på til hinanden. Kærestebrevet er jo for eksempel en helt særegen genre, hvor vi tager os tid til at kæle for sproget og hinanden via skriftligheden. Det er et tab, som har uoverstigelige konsekvenser for udviklingen af det danske sprog.
Det er derfor mit håb, at brevet vil bestå, så vi skænker de kommende generationer de muligheder, som jeg selv havde, da jeg som ung kunsthistoriker begravede mig i Krøyers mageløse korrespondancer. Lad dette være en opfordring til at fastholde den eftertanke og refleksion, breve og dagbøger repræsenterer. Skriv løs med pen, omhu og omtanke. Det vil utvivlsomt glæde dine nærmeste og dig selv. Og det vil være en gave til eftertiden.
Bragt i Berlingske den 8. april 2016.