Kulturministeren har meddelt, at hun vil ændre parametrene for den statslige støtte til museerne. Så mon ikke danskerne og deres museer skal forberede sig på en helt ny virkelighed, hvor det enkelte museums evne til selv at tjene penge og tiltrække ekstern fondsfinansiering meget vel kan blive udslagsgivende for, hvor mange offentlige midler det enkelte museum tildeles?

I Danmark er vi begunstiget af generøse fonde, som spiller en afgørende rolle i finansieringen af museernes virke. Så tanken er ikke så fremmed for endda. Men når museumsbranchen alligevel stejler, så skyldes det nok en bekymring for, at kommercielle parametre bliver de fremherskende måleenheder på museets succes. Vi savner nemlig muligheden for at måle alt det, museer også gør på en kommerciel skala der skaber logik i en kommerciel virkelighed. Og det er vanskeligt. For hvordan omsætter man livskvalitet, fællesskab og samhørighed til excelark? Ikke desto mindre bliver det mere og mere væsentligt, at museerne taler ind i den diskurs der bruges, så der rent faktisk lyttes til museernes argumenter.

Museumsdirektør Jane Sandberg, ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation

Et blik i det danske museumslandskab viser iderigdom i forhold til at interagere med det omgivende samfund og bidrage ansvarligt. De fleste museer har for længst erkendt, at deres virke ikke er bundet til museets adresse, men i lige så høj grad udspiller sig både digitalt og i samarbejdet med andre parter. Der findes mange eksempler på, hvordan museer bidrager til både sociale udfordringer og supplerer den undervisning, som vores børn og unge tilbydes på folkeskoler og ungdomsuddannelser. Rigtig mange museer har mennesker ansat i jobprøvningsforløb, i praktik eller i flexjobs og løfter på den måde arbejdsmarkedsopgaver. Også på integrationsområdet spiller museerne en vigtig rolle med tilbud om fx. sprogundervisning eller kulturmøder, hvor kulturen åbner for samtale og mellemmenneskelig forståelse. Mange danskere ligger tusindvis af frivillige timer på vores museer, både fordi det er meningsfyldt for dem selv, men også fordi samværet skaber et vigtigt socialt fællesskab. Alle disse indsatser bør tages med i kulturministerens overvejelser, når de nye rammer for fordeling af de offentlige midler skal formuleres.

Enhver forandring må begynde med selvransagelse. For museerne kalder de kommende forandringer på, at hver enkelt institution genbesøger sin formålsparagraf og stiller spørgsmålet: hvad er vi sat på jord for at bedrive? På ENIGMA åbner vi Danmarks nye kommunikationsmuseum i etaper, men selvom de udstillede genstande er få, tiltrækker vi alligevel et stærkt publikum ved at omsætte vores faglighed til andet end traditionelle samlinger. Nemlig samtaleformater. Vores forskere afholder talks om aktuelle emner som kryptering, overvågning, privatlivsbeskyttelse og propagandaspredning. Vi faciliterer samtaler med gæster, som tager udgangspunkt i ENIGMAs omdrejningspunkt: kommunikation. Som når vi inviterer mindre medier som Hus Forbi, Altivisten eller Verdens Bedste Nyheder for at bryde nyhedsstrømmen og tilbyde vores gæster et ophold ved aktuelle strømninger, der alt for let bliver overset i en click-bait-kultur. Disse talks integrerer ENIGMA med civilsamfundet. Vi låser os ikke inde i vores elfenbenstårn og venter på, at publikum finder os. Vi byder os til over for publikum uden at lefle. Det er et moderne samfundsansvar, for moderne dannelse er så meget mere end at bibringe en forståelse af fortiden. Det handler om at lære at begå sig i en kompleks nutid. Og det er formidlingsformater som også betyder, at vi tjener penge til museets videre færd. Den model virker for os fordi vi får mulighed for i handling at vise, hvorfor netop vores museum er vigtigt for samfundet og dets borgere.

I en tid, hvor kulturen har stadig trangere økonomiske kår, er det nødvendigt, at museumsbranchen gentænker sig og forlader tanken om at se sig selv som ”institutioner” og i stedet betragter sig som kulturvirksomheder, der agerer også på markedsvilkår og løfter vigtige samfundsopgaver. Og det bliver mindst lige så nødvendigt, at museerne evner at pege på deres bidrag til samfundets værdikæde – i et sprog som forstås af vores politikere.

Bragt som kronik i Børsen den 23. maj 2017.