Sjældent har debatlysten blandt kulturfolket været så heftig som i 2018. Og ikke uden grund. For fundamentet under den statsstøttede kultur vakler, og mange af kulturlivets aktører kæmper for deres overlevelse. Det statsstøttede kulturliv er med omfattende besparelser uden udløbsdato truet på sin eksistens, og vi står overfor et opgør med et samfund, hvor vi siden etableringen af kulturens eget ministerium i 1961 har haft tradition for, at staten går forrest og løfter opgaven med at danne befolkningen gennem mødet med kvalitet i kunstens og kulturens verden. Måske er tiden inde til, at se på en anden politisk organisering af kulturens ressort.

Kulturministeriet har en af bundplaceringerne, når ministerierne rangordnes, ministeriet blev således placeret i bunden i Altingets Magtpanel i 2016. Oftest refereres der til Kulturministeriet som et ”værdi-ministerium”- et ”skåltale-ressort” som er flødeskum på lagkagen snarere end bundene. Måske er tiden inde til at nedlægge ministeriet som selvstændigt ressortområde. Måske kunne de enkelte områder få langt bedre vilkår i de tungere ministerier. Hvorfor egentlig ikke placere en del af museernes virke hos forskningsministeriet? Hvorfor ikke indlemme arkitektur og design under erhverv og vækst? Hvorfor ikke finde plads til musik, billedkunst og film i Udenrigsministeriets ressort? Og hvorfor ikke placere det store arbejde som kulturens institutioner udfører for børn og unge som en del af undervisning og uddannelse? Udøvende kunstnere arbejder mange steder for at løfte socialområdet, så hvorfor ikke give dem bedre rammer i dette ressort? Måske kunne en omfordeling betyde et stærkere fokus og dermed bedre vilkår for de udøvende kunstnere og de formidlende og forskende institutioner? Det ville muligvis skabe helt anderledes energi og en tættere tilknytning til resten af samfundet. Det ville uden tvivl skærpe politikernes interesse for kulturens samfundsværdi, og vi ville undgå, at kunst og kultur bliver et appendix til resten af samfundet og dermed noget som kan prioriteres væk. Endelig ville det være en anerkendelse af, at det er ud af kunstens og kulturens verden, at et samfunds værdier opstår.

Men hvorfor er kulturen talt ud i en parentes i vores samfundsdebat? Hvorfor anskues de værdier, som kunst og kultur tilfører ikke længere som en del af kernevelfærden og som værd at kæmpe for?

Kulturministeriet i Nybrogade (Wikimedia Commons).

Mens kulturlivets stemmer har debatteret, har stemmer fra kulturens brugere, politikere og erhvervslivets ledere nemlig været tavse.

Det kan undre, at landets virksomhedsledere ikke har givet udtryk for, at kunst og kultur er vigtige byggesten i det samfund, hvori de skaber deres vækst. Adgangen til kunst og kultur skaber hele mennesker. Og det er jo de mennesker som hver dag går på job og bidrager til, at alle aspekter af samfundet kan fungere, udvikle sig og konkurrere på et internationalt marked. De fleste virksomheder lever af deres medarbejders evne til at nytænke, udvikle og skabe løsninger på alverdens udfordringer. At vi har en kompetent arbejdsstyrke i Danmark kan vel også forklares ved, at vi igennem årtier har satset på, at alle, uanset geografi, alder eller uddannelsesniveau, har haft mulighed for at møde kunsten og kulturen i hverdagen og gennem dette møde er blevet endnu bedre til at tænke selvstændigt, løse problemer kreativt – ja nogle gange originalt.

Det kan også undre, at så få af kulturens brugere er gået i brechen for kulturen i debatten om besparelser. Gennem kvalitet i offentligt byggeri, gennem en folkeskole, hvor vores børn møder levende teater, besøger museer og oplever livemusik og ikke mindst med en prispolitik som har gjort det overkommeligt at indløse billet til fx et museumsbesøg, har vores samfund udstukket en åben invitation til alle borgere i landet. En invitation til at stikke hovedet inden for i en verden, hvor man overraskes, glædes, væmmes. Hvor følelser sættes i spil, og den enkelte konfronteres med anderledes livsanskuelser og historiske perspektiver. Har kulturens brugere ikke forstået alvoren? Har kulturens brugere ikke forstået, hvad de står til at miste?

Knap så meget undrer det, at landets politikere har så lidt lyst til at debattere kulturens vilkår i vores samfund. For der ikke er stemmer at hente i at tale om kultur. Området er for småt til, at en markant holdning gør en forskel for en politiker til næste valg. Med få undtagelser er kulturens ressort derfor et emne, som politikere manøvrerer uden om. Der er kamp om adgangen til medierne, og hvorfor spilde sine få minutters skærmtid på at debattere noget, som de fleste politikere ikke vurderer har effekt for deres videre politiske færd?

Manglen på andre stemmer end kulturlivets egne må føre til selvransagelse i kulturverdenen. Hvorfor er det så vanskeligt at få andre til også at tale kulturens sag? Har vi som samlet branche simpelthen været for dårlige til at gøre opmærksom på, hvorfor kunst og kultur er så vigtigt for vores samfund?

Egentligt er det jo ikke svært at sætte ord på, hvad det er, kunst og kultur kan. For det er jo musikkens kraft som gør, at du 20 år efter kan huske øjenfarven på hende, du kyssede til et TV-2-nummer. Og det er litteraturens styrke, at du genkalder solens stråler den sommer, hvor du læste romanen om Lykke-Peer. Film som ”Pelle Erobreren” får dig til at drømme dig tilbage til biografens magi, og billedkunsten gjorde måske din verden større, da du så Olafur Eliassons sten og rindende vand på Louisiana. Kunst og kultur giver perspektiv og inspiration. Kunst og kultur udvider din horisont og vrider dine tanker på uvante stier og får dig måske til at tænke nye tanker, som du tager med dig videre i livet og omsætter på dit job og i din omgang med andre mennesker. Oplevelser som disse vil de fleste nødigt undvære.

I mødet med den politiske verden kommer kunsten og kulturen imidlertid til kort, fordi debatten stort set altid bliver stillet op som et valg mellem bedre kræftpakker, flere varme hænder i omsorgssektoren eller en skulptur i en rundkørsel. Her er det mediernes behov for en konflikt som dikterer diskursen. Kan man fremmane en konflikt, er det nemmere at skabe et for eller imod. Men det er en voldsomt forenklet måde at anskue kulturens samfundsværdi på. Selvfølgelig vil vi alle – også kulturfolk - prioritere et hospitalsvæsen der fungerer, en folkeskole i trivsel og tryghed for vores ældre medborgere, men hele mennesker bliver vi først, når vi reflekterer, lader os inspirere og anerkender, at der i kunsten og kulturen er grundlæggende stof at hente som er helt afgørende for, at vi kan tænke tanker, som gør, at vi også i fremtiden kan skabe et velfungerende samfund.

Kulturfolket mødes i slutningen af august på kulturmødet på Mors. I år er temaet ”At bygge bro”. Som arrangørerne skriver, sætter temaet ”fokus på, hvordan kunsten og kulturen kan skabe forandring ved at bygge bro mellem mennesker, kulturer, institutioner, brancher, byer og værdier.” Det er et fint og visionært greb, og det bliver helt sikkert dage med tankevækkende diskussioner. Men den mest nødvendige bro at bygge må være den mellem kulturlivet og befolkningen. Med vælgerne. Målet må være, at skabe en grundlæggende forståelse for og anerkendelse af, at vi bliver et fattigere samfund uden kvalitet i vores kunst og kultur. Og den kvalitet kræver en statslig økonomi som grundlag. Ambitionen må også være, at behovet for kultur i vores samfund bliver udtrykt af andre end kulturlivet selv, så det bliver indlysende, at vi som samfund investerer i kunst og kultur for at skabe en fremtid, hvor vi udvikler løsninger på vores udfordringer på måder, hvor vi kobler vores faglige viden med den inspiration, som kunstens forstyrrelser skaber i vores liv. Først i det møde bliver der for alvor skabt rum for det uventede, det overraskende og – somme tider - det originale. Men måske indfinder den erkendelse sig først, når kulturen tages alvorligt ikke blot i kulturministeriets eget ressort, men også i de tungere ministerier.

Bragt som kronik i Berlingske den 11. august 2018.